vi strør` fodspor med løs hånd i oplyst ørkensand flaskehalsen peger på må og få og bag dig står natten i lys lue i en ørkenby fyrværkeri bag sandslottes spir jeg er som altid ved mine fulde fire tre trin til stjernerne ethundredesytten ned, talt med omhu og ensomhed sidder i nakkeskindet som et slangebid musikken stormer, natten raser byen vælter, tiden snubler klokken gaber, fornuften vakler jorden skælver, men du stråler der er ild i himlen, det er tydeligt at skæbnen står på tæer denne nat hun smiler rødt, så smukt majet ud hun ligner én på kanten af et sammenbrud lad ørkenvinden blæse os fra sans og samling horisonten løber fra mig - og vi fra sans og samling i byen sætter vi natten på skrå de smukke unge menneskers tag-fat musikken skulle være levende men jeg hørte dem slå Lennon ihjel tre gange den nat og du slog om dig med udråbstegn men dine ord faldt som fløjlsstøvregn et punktum står alene jeg kan ikke længere huske hvad jeg prøver at mene en løgn der skar i et åbent ansigt smilet der døde før det nåede læberne og knytnæven der ramte længe før den nåede kæberne klokken slår halv, hjertet slår tolv fald himmel, fald ved daggry kryber vi fra slagmarken og skimter forår i djævlens forgård blanke øjne stiller synet på klem en fe og et fæ vender blikket hjem vi ventede så længe på alt det der ikke skete, i sidste akt, sidste part og det er præcis alt det der aldrig skete jeg husker så klart