(Kai Normann Andersen/Børge Müller)
Danish
En enlig lille muse har det svære' end man tror,
Man befinder sig skidt mellem himmel og jord.
Man slider og man slæber, men hvad skal man stille op
Med sit gode humør og sin medbragte krop.
Man var så oplagt til alt, da man kom,
Men det er der ing'n, der bekymrer sig om.
En muses live og levned, det betyder ikke spor.
Man er bare et fnug mellem himmel og jord.
En muse er en pligtopfyld'ne lille meteor,
Hun er alltid på fart mellem himmel og jord.
Hun kommer, når det kaldes, og hun ofrer hvad hun kan,
Om det så er seg selv, for at frelse en mand.
Ak, men hvad har man så ud af sit job,
Kun vrøvl og spetakler, og så skal man op.
De småting, man har ordnet, nævnes ikke met et ord.
Man har kun gjort sin pligt mellem himmel og jord.
Der' mend nok her i verden, en er lille, en er stor,
Og de lover en alt mellem himmel og jord.
Men manden, ham den rigti'e, der får pulsen til at slå,
Det man som, man ved, at man aldrig kan få.
Jordiske piger til alteret går,
Den chance er der ingen muse, der får.
Så muser de må hell're blive hjemme, hvor de bor.
De får hjerterne knust mellem himmel og jord