Rummet runger
Rummet rummer
Tomhed og ømhed
God tid og stilhed
Det eneste en afhængig har
Men ikke tager sig er tid og
Urets mindste viser viser
Tiden aldrig viger men iler
Travlt traver forbi de der forbliver
Emanuel kan ikke finde hvile i sig
De sidder altid i cirkler
Nogle går nogle bliver der
Og følger dem der kvitter
Han er dog så langt fra så ingen cigar
Brændt barn bærer ilden i sig
Bærer skylden og skammen videre
Får mange folk efterhånden forvitret
Et virvar af betændte mennesker
Uden tro på at tro virker
Emanuel tror at han bliver der
Indtil trangen trænger på
Trykket stiger
Han mærker arme og ben sitre
Hans tiltro og sindsro skriger
Sæderne klistre
De andre rejser sig
Kaffen er klar
Emanuel ser sit snit til at smutte
Hoveddørens akutte sluse ud i kulden
Kunne forblive uset måske
Bytte guds hus ud med sit hus
Plus lidt udbytte i form at en pung
Der ligger ubeskyttet
Eller sku han lytte og
Lade muligheden gå ubenyttet
Kunne det lykkedes
At finde støtte
For En følelsesløs sølle
Fyldebøtte
Kunne det nytte?
Næppe, Emanuel kunne vælge
Ende dette helvede
Blive frelst sjæl med lang næse
Uden at kæmpe, uden at klynke
Nogle mødte lykken
I Kristendommen
Hellere falde om
Lattertom
Med en flaske rom
Men nu holder han fast i koppen
Rummet rungede
Rummet rummede
Tomhed og ømhed
God tid og stilhed
Men det eneste de afhængige har
Men ikke tager sig er tid og
De sidder altid i cirkler
På podiet stod en mand
Og forkyndte guds ord
Om at stoppe stofmisbrug for
Stofmisbrugere
De hvis syndsforladelse ikke findes i kirker
Men blandt deres venner og familier
De der vælger væsker fremfor venner
Ender sælsomt sjæletom
Jan beder til de bliver her
Cirkelkaffen er klar
De sidder alle i cirkler