Af Folkets Diadem forsvunden
er brat dets herligste Demant.
En Taare liig i Mulden runden,
den svulmed, glimred og forsvandt.
Vor Pressefrihed er forbi.
Og det er Spot at hedde fri.
Lidt meer belivnet end Marmorguden,
men skjøn som den vor Frihed stod.
Og Pressens Slag var, under Huden
af Lys, dens Hjertes Slag i Blod.
Nu er det standset -- : hvortil Os
da kun den kolde døde Klods?
Se Lysets Porte i Ruiner!
vor Friheds Glorie falden af
som laante Fjer og falske Miner,
der engang Skin af Liv den gav!
Hvad vil du, Spøgelse? -- forsvind!
Er Tanken Træl, da Armen bind!
Ve, Pressen er jo Friheds Throne!
Nu liig et Øie uden Syn,
en Konge uden Gyldenkrone,
en Asathor foruden Lyn,
et vidløst Ord, en tonløs Sang
vor Frihed er i Pressetvang.
Dens Sjel er flyed, dens Mæle borte.
Fiskalen om dens Strube hang,
og persed ud vor Friheds korte
men jammerfulde Svanesang.
Den kun bestod udi et Suk,
som han, der strypte, kaldte Muk.
Det Suk, den frie Presses pinte
og sidste bange Klap: din Geist,
o Frihed, histhenop dog hvinte,
hvor Dommen har sin Throne reist.
Det sender hid igjen engang
sin Røst med Domsbasunens Klang.
Til da se ved sin Krybbe Hesten!
Den Fryd har Trældom og for Mænd.
Til da lad Skurken plyndre Næsten,
og flyde kun Fiskalens Pen!
Til da, du kneblede Geni,
og mulebundne Sandhed, ti!
Til da hør Magtens Thordner ringe
vor Frihed ind i lune Grav!
Til da lad prentes ind med Klinge
paa Folkets Ryg dens Epitaf!
Til da, I Mænd, til da, til da
et stort, et langt "vive le roi!"