Til Ørnen, alle Fugles høje
med Majestæt omgivne Drot,
en Papegøje
saalunde talte: "frit og godt,
og uden i et Ord at prale,
maa Verden og jeg selv tilstaae,
at i den ædle Kunst at tale
min Færdighed kan ingen naae.
Og derfor dristig anbefale
jeg tør, min Fyrste, mit Talent,
at see det paa din Søn anvendt."
"Du taler -- ja, jeg veed det" var
Den Fuglekonges tørre Svar --
men hvorom vel? og hvori mon
gi'er du Lektion?"
Da, Padden liig, naar den i Grøften
sin Serenade Nymfen bringer,
med opblæst Kro og Hovedløften
og reiste Fjær paa Gump og Vinger,
den Papegøi, ei flau derved,
tog flux tilords: "Durchlauchtighed!
De har aldeles at befale.
Jeg lærer . . . lærer at bagtale."
Moral.
Den kjender unsre eigene Papagei,
Hr. Papendahl
og Jeg.