Kom naar du vil, du kjære Geist!
ved Nat, ved Dag, naar Gry er tændt,
naar søvnig Busk sig nys har reist,
naar Blomstens Drøm er endt.
Da seer dens Top med duggklart Blik,
(Som du nu hist) at Verden staaer,
skjøndt den i Aftnens Ild forgik,
meer herlig end igaar.
Da aabner til Haleluja,
af Sylfer hørt, sig Knoppens Mund.
O lyt du Geist, og bring mig da
det Qvad en Morgenstund!
Kom, kjære Skygge, naar du vil!
Ei at jeg seer dit Legems Ve.
Det ligger der i Gruus og Ild,
din Stoiskheds Trofæ.
Men jeg vil see din Sjel, din Sjel,
Gemyttets Form, jeg elskte saa.
Trohjertighedens Hjerte vel
jeg deiligt tænke maa?
O blott den Skulder, hvori prægt
din stærke Mandighed nu er!
Et Bjerg jeg tænker mig, bevægt
dog let som Svanens Fjer.
Og ejer Himlen Farver, vil
den ødsle hele Pragten væk,
forvandlende til Sejerssmiil
dit sidste Smertestræk.
Det tvang ei Flammen frem, som var
mod Gløden i din Sjel kun svag,
fordi man giftbesvangret har
hvert Norges Aandedrag.
Dets Fryd skal være taus, dets Flag
i egen Luft ei vaje tør.
Som Slangen gjemmer sig dets Nag,
der sover, men ei døer.
Den Smerte var din sidste; men
for Norges Tusinder den er
den første, naar hver Dag igjen
gaaer op med sit Besvær.
Kom naar du vil, du kjære Geist!
Ved Nattens første Hanegal,
i Laget, naar jeg mig har reist
med Minniets Pokal.
En Præken holde vil ei Du
om Skjebnens Lune, Dødens Gru.
Men hvisk mig endnu Sjel til Sjel
et venskabsfuldt Farvel.
Nu er det Nat, nu er det Tid.
Belyst af Lampen bøjer sig
berusende en dødninghvid
Jasmin henover mig.
Hvor stirrer jeg! Ak, meer min Hund,
som gjøer idrømme, seer end jeg.
Hvor tom er denne Midnatsstund!
hvor dum dens Rædsel ei!
Men Du gjør ret, som haster bort,
saa freidig hist, som her Du var.
Dig ventede i Dødens Port
jo Skyggen af din Far?
Med hans foreent sig har din Sjel
som Flamme slog i Flamme ind
i Branden, der dit Legem vel
betvang, men ei dit Sind.