Ederfuglen i Norge bor;
Der holder han til ved den blygrå fjord
Han plukker af brystet de bløde dun
Og bygger sig rede både varm og lun
Men fjordens fisker har stålsat hug;
Han plyndrer redet til sidste fnug
Er fiskeren grum, så er fuglen varm;
Han ribber igen sin egen barm
Og plyndres han atter, så klæder han dog
sit rede påny i en velgemt krog
Men røves hans tredje, hans sidste skat, –
Da spiler han vinger en forårs-nat
Da kløver han skodden med blodigt bryst; –
Mod syd, mod syd til en solskins-kyst!