Henover den Kirkegaard øde
Har Natten sin Vinge udbredt; –
Saa roligt der slumre de Døde
En Slummer, som brydes ei læt; –
5 Og sælsomt i Maanens Glands
Mon glimte den Marmelsteen
Som, prydet med taarevædt Krands
Bedækker den Dødes Been. – –
Men brydes hiint Gravens Stille
10 Af Midnattens dumpe Slag, –
Da, hvis du kun lytte vilde
Du hørte en Tummel svag, –
Og altsom det nærmer sig
Da drønner det meer og meer, – –
15 Og Vandreren korser sig
Og gyser, skjønt Intet han seer! – –
Da aabnes de sjunkne Grave
Og hver en mosklædt Steen
Og frem af de Boliger lave
20 Saa tause de Dødninger treen
Dog klappred ved hvert et Trin
De mørskne Knokkelbeen;
Men Kappen, det hvide Liin
Den skinned som Sneen reen. – –
25 De gribe hverandres Hænder
Og samles som til en Fest;
En Lygtmand som Lampe brænder
Hvert Beenrad er velkommen Gjæst, –
Hver fatter sin Naboes Haand
30 Og dandser saa vildt i Ring; –
Ha, maaskee en Fyrstes Aand
Med Betlerens farer omkring! – –
Tro ei Musicanter der mangler
Ved et saa kosteligt Bal:
35 Et Beenrad med Knokler rangler
En Anden en Hjerneskal
Som Tromme ferdigt mon slaa
Det klinger, som sidste Suk
Fra bristende Hjertes Vraa, –
40 See det er de Dødes Musik! – –
Om smuldrede Gravmonumenter
De dandse saa lystigen rundt;
Men Gravene atter dem vente
Een Time er kun dem forundt. – –
45 – Tilende er Ballet de gav;
Thi huult lyder Klokkens Slag
Og dybt i den rolige Grav
De slumre til yderste Dag! – – –