vinden raser gennem de tætpakkede gader
og lægger sirligt sandkorn hvor vi træder
og vi går
med lommerne
fulde af nøgler til huse
der bøjer sig langt over gader
der strækker sig langt under fødder
der går travlt og går forgæves
mens vinden blæser tankerne omkring
så ingen længere ved
hvilke der er deres egne
og du
var den første der så det
det første fnug der dalede så langsomt
så voldsomt
og forsvandt
sekundet det ramte asfalten
dun faldt skønsomt og voldsomt
og du gik i stå i mængden
de ravlede ind i dig
duerne hang på skrå
og vinden rev i tag
du så vidunderet og det skar under
den tynde trøje du kunne smage frosten
synet tog pusten fra dig
og du
var den første der så det
det første fnug der dalede så langsomt
så voldsomt
og forsvandt
sekundet det ramte asfalten
spejlede sig i en tåre da hun fangede
dit øje
hun slap aldrig dit tag i dig
hun gav aldrig slip