bjælkerne synger ved hvert skridt
han standser lige dér hvor broen er allermest slidt
hans pande er uden rynke
han ved at Venedig er ved at synke
på tur med sine fodspor på molen
kun en elektrisk summen fra en neonreklame
der skulle have forestillet solen
pulsen i hans øre, tavlen er ren, verden tom
og han ved at det kun er et spørgsmål om tid
før selv hans fodspor vil vende om
tegnestifterne der holder himlen fast er løse nu
nattehimlen vejer som et ondt år, kulisserne svajer nu
øjnene svir, halsen er ru
det er ingen hemmelighed at Venedig synker nu
natten er din cigaret, morgenen er det sidste sug
selv Skt. Peter holder vejret nu
scenen er sat, båndet ruller, tiden iler
scenen er sat, frøken Luna smiler
han stiller sin kuffert der er slidt af tidens tand
og underskriver et postkort fra Venedig, under vand